Velkommen til det nyeste medlem af Restaurant formel B’s restaurantfamilie!

Restaurant formel B har haft en stjerne i den eftertragtede Michelin-guide i over 12 år i træk, og ejerne Kristian Arpe-Møller og Rune Amgild Jochumsen har udvidet familien med Restaurant Sletten i Humlebæk, publikumsfavoritten Uformel i Studiestræde og nu Restaurant Palægade.

Restaurant Palægades smørrebrødskøkken ledes af Karina Pedersen, der i næsten 10 år bestyrede køkkenet på en af landets andre smørrebrødsbastioner – Restaurant Schønnemann.
Aftenkøkkenet bliver dirigeret af Magnus Mondrup, der senest har været køkkenchef på formel B. Magnus har bevæget sig rundt i toppen af dansk gastronomi, hvor han har arbejdet på både Kadeau og Molskroen. Han er desuden en ivrig konkurrencekok – senest som sølvinder ved Årets Kok 2016. Med mange års uvurderlig erfaring er de klar til at sætte nye standarder for det klassiske, danske køkken.

Simon Olesen og Rasmus Amdi Larsen er begge anerkendte sommeliers med mange års erfaring fra danske toprestauranter. Til frokost serverer de øl og akvavit fra store og små producenter. Om aftenen er de klassiske europæiske vinområder i fokus. Simon og Rasmus vil betjene gæsterne på Restaurant Palægade med en viden og omhu, som kun opnås gennem mange års ubetinget kærlighed til deres fag!